Eventyr - Støv Kronen

Raham kigger på de to valgmuligheder. Begge veje vil sikkert føre dem længere ind i denne ugudelige grotte, så for ham er det ikke vigtigt hvilken vej de tager, blot de finder denne kætterriske forvrænger af Athas.

"Det er fint med mig. lad os tage tunnelen. vi har dog brug for lys, ellers kan vi ikke stillet meget op mod disse hedenske væsner", siger Raham og bevæger sig med tunnelens indgang.

Mens han gør der hen beder han guderne om hjælp til at finde den bedste vej gennem dette hedenske sted, så de hurtigt at udføre gudernes vilje, og fjerne kætteren fra Athas overflade.

Raham skrev:Han kigger ned af sin krop, men der er ikke en skræmme at se. ingen flænger, sår eller andet har mærket Devaens guddommelige krop.

Rahams sår er ganske vist helet, men det mystiske støv-væv forbliver på ham og Chuck.

Bohse skrev:Elsinster går over til obelisken i håb om, at kunne finde noget værdifuldt i form af et håndtog eller en knap. Han lader sine fintfølene fingre glide henover obeliskens indgraveringer.

Perception 5

Elsinster søger en af obeliskerne grundigt igennem, og føler forsigtet efter hvor han finder runer og andre bevægelige dele. Udover de mekanismer han identificerede i kampens hede, forbliver resten af obeliskens mekanik dog et mysterium for ham.

Raham skrev:"Det er fint med mig. lad os tage tunnelen. vi har dog brug for lys, ellers kan vi ikke stillet meget op mod disse hedenske væsner", siger Raham og bevæger sig med tunnelens indgang.

“Det passer mig også fint,” stemmer Chuck i med et snert af nostalgi, mens han står og kigger ned af tunnelen.

Han er født og opvokset dybt under bjergene, men næsten alt fra hans tidligere liv er blevet fortrængt i løbet af hans tid som gladiator. Klipperne og omgivelserne dybere inde i Sorgens Ansigt vækker dog en følelse af bekendtskab, som han troede var helt borte.

Dværgen samler sine ting sammen, holder hans hammer klar til handling, og gør sig ellers klar til afgang. Han vender sig mod Titus og giver ham et nik.

“Har du mere lys, som det du brugte tidligere?”

Elsinster bander over sin egen uduelighed, hvorefter han vender tilbage til sin oppakning og gør sig klar til at rejse in i tunnellen.

Raham skrev:
"Det er fint med mig. lad os tage tunnelen. vi har dog brug for lys, ellers kan vi ikke stillet meget op mod disse hedenske væsner", siger Raham og bevæger sig med tunnelens indgang.

Elsinster er glad for beslutningen om at tage tunnelen og omfavner ideen om mørke, som han kan udnytte til fulde effekt...

Chuck skrev:
Dværgen samler sine ting sammen, holder hans hammer klar til handling, og gør sig ellers klar til afgang. Han vender sig mod Titus og giver ham et nik.

“Har du mere lys, som det du brugte tidligere?”

Titus gengælder nikket. Trods deres modsætninger, så var Templaren glad for at have ham med. For at svare på hans spørgsmål, finder han hurtigt en sunrod og knækker den så den begynder at lyse.

" lad os rykke frem ad "

I drager gennem den mørke tunnel og søger dybere ind i Sorgens Ansigt. Mange steder er der karakteristiske spor efter hejkin-kløer i grunden, og ruten slanger sig så meget omkring, at de fleste af jer efterhånden har mistet orienteringsansen.
I har ikke indtryk af at tilbagelægge store afstande. Det går bare forholdvis langsomt, da dele af terrænet er ujævnt, og flere steder må I klatre lidt op eller ned for at komme videre.

Til sidst ankommer I til en passage som leder stort set lige op – langt op. Ned langs siderne af den risler der lag af silt; utroligt små fine korn, et sted mellem sand og støv, som falder gennem hver en sprække og gør luften svært at trække vejret i. Ved bunden af passagen ligger der et skelet med adskillelige knækkede knogler, næsten helt begravet i silt.

♪

I hører noget oppefra. Ved toppen ser det ud til at passagen fortsætter som en tunnel man kan gå i, men det er svært at se meget fra hvor I står. Mens I står og spekulerer over situationen, hører lyden igen - nogen fløjter en karakteristisk rytme deroppe. Men denne fløjten er en sær skingrende lyd, som ingen af jer kan genkende.

♪

Ace skrev:Til sidst ankommer I til en passage som leder stort set lige op – langt op. Ned langs siderne af den risler der lag af silt; utroligt små fine korn, et sted mellem sand og støv, som falder gennem hver en sprække og gør luften svært at trække vejret i. Ved bunden af passagen ligger der et skelet med adskillelige knækkede knogler, næsten helt begravet i silt.

Raham kigger op mod mørket. Han strækker sin ene hånd frem og føler på klippenvæggen. Han kigger på knoglerne og nikker så for sig selv. "Jeg tror det er bedst, hvis jeg klatre i forvejen og så hjælper jer med at komme op. Er der nogen af jer, som har et reb jeg kan tage med," siger Raham til gruppen. Han sætter sin økse fast på ryggen og tager sin dagger frem til at hjælpe sig med, på vejen op.

Ace skrev:I hører noget oppefra. Ved toppen ser det ud til at passagen fortsætter som en tunnel man kan gå i, men det er svært at se meget fra hvor I står. Mens I står og spekulerer over situationen, hører lyden igen - nogen fløjter en karakteristisk rytme deroppe. Men denne fløjten er en sær skingrende lyd, som ingen af jer kan genkende.

"Måske er det også bedst hvis jeg tager lyset med, så jeg lige kan se hvad der gemmer sig på toppen," siger Raham idet gruppen høre lyden oppe fra toppen.

handlinger:

Raham tager sunrod'en mellem tænderne, får et reb af Chuck, og bruger sin dagger som kile til at få et nogenlunde godt greb i klippevæggen.

Det bliver det eneste sted han får et godt greb.

Raham finder hurtigt ud af, at den rislende silt gør tunnelen uhyre glat. Han når kun et par meter, før hans fingre glider fri og han falder ned igen. Devaen nåede ikke særlig højt op, og takket være silten falder han ikke så hårdt eller uden megen larm. Men åbenbart larm nok.

“Pas på trinnet!” lyder det oppefra, fulgt at en fnisende latter. Stemmen er skinger og foruroligende.

“De er lidt bagud med renovationen her!”

DM skrev:Raham tager sunrod'en mellem tænderne, får et reb af Chuck, og bruger sin dagger som kile til at få et nogenlunde godt greb i klippevæggen.

Det bliver det eneste sted han får et godt greb.

Raham finder hurtigt ud af, at den rislende silt gør tunnelen uhyre glat. Han når kun et par meter, før hans fingre glider fri og han falder ned igen. Devaen nåede ikke særlig højt op, og takket være silten falder han ikke så hårdt eller uden megen larm. Men åbenbart larm nok.

Titus ryster lidt på hovedet af Rahams forsøg; hvorfor skånede jeg ham tænker han mens han overvejer situationen.

DM skrev:“Pas på trinnet!” lyder det oppefra, fulgt at en fnisende latter. Stemmen er skinger og foruroligende.

“De er lidt bagud med renovationen her!”

Nu hvor de er alligevel opdaget, tager Titus sunroden fra Raham igen og lyser op mod den fremmede stemme " og hvem er de ? Vi er rejsende der søger længere ind i sorgens ansigt, vil de hjælpe ? Måske kan vi gøre en handel, vi har mad, drikke og guld " .

Titus gør sig ingen forhåbninger om at den fremmede vil hjælpe og hvis han ville, ville han nok heller turde at stole på ham. Han gør det mest for se den fremmedes reaktion og måske er han ikke skindrende sindsyg som han lyder.

Raham kigger irriteret op mod mørket, mens han børster silten af sig. Det ser ud til at kræve mere en råstyrke, at komme videre op. Måske Titus råb om hjælp er en bedre måde at komme frem på.

Alligevel prøver Devaen at føle på passagens vægge, for at tjekke om om der er nogle steder, som er mere faste og derfor bedre egnet til at bestige.

Perception tjek:

Atriden skrev:Nu hvor de er alligevel opdaget, tager Titus sunroden fra Raham igen og lyser op mod den fremmede stemme " og hvem er de ?"

Titus hæver lyset mod stemmen men kan ikke se, hvem han taler til. Gruppen kan dog af og til svagt ane bevægelse blandt skyggerne – den fremmede står ikke langt fra kanten.

“Mild sol for din høflighed, fastling! ... ♪ ... Men jeg er bare en stakkels valfartende pilgrim, der strækker sine ømme lemmer.” Skikkelsen fniser lidt, men I ved ikke af hvad.

Atriden skrev:"Vi er rejsende der søger længere ind i sorgens ansigt, vil de hjælpe ? Måske kan vi gøre en handel, vi har mad, drikke og guld " .

“Et råb på hjælp hører sig til, her under Athas’ maveskind! Og dog er det sjældent det gives frivilligt, både kaldet og svaret.” Den fremmede fløjter lidt tid, eftertænksom.

“Jeg hører dit kald på handel for min hjælp, og handel skal der til! Men ikke med mig, fastling, med Athas! Mad og guld er kostbare goder, men drikke den højeste af alle. ... ♪ ... Skænk Athas en gavmild tår for at slukke sine mange Tørstens Munde, og vi kan købslå!”

Raham skrev:Alligevel prøver Devaen at føle på passagens vægge, for at tjekke om om der er nogle steder, som er mere faste og derfor bedre egnet til at bestige.

Perception tjek:

Imellemtiden undersøger Raham klippesiderne, hvor I står. Han kan konstatere at den er meget vindblæst, hvilket sammen med silten gør at der ikke lader til at være nogen gode klatre-steder.

Men det ser også ud til, at han ikke er den første, der har forsøgt: Han finder et lille indhug, ca. i samme højde hvor han selv satte sin dagger, hvor nogen har brugt et redskab. Det ændrer dog ikke rigtigt på situationen.

Crazy Guy skrev:
“Jeg hører dit kald på handel for min hjælp, og handel skal der til! Men ikke med mig, fastling, med Athas! Mad og guld er kostbare goder, men drikke den højeste af alle. ... ♪ ... Skænk Athas en gavmild tår for at slukke sine mange Tørstens Munde, og vi kan købslå!”

Titus overvejer mandens ord og er lettere chokkeret over hans forslag om at skænke en stor tår til Athas. Ikke desto mindre, tager han sin vandflaske frem. Han vender flasken om og hælder hvad der svarer til en dags vandforbrug ud på gulvet mens han skærer sine tænder.

" gerningen er gjort, træd frem i lyset og lad os handle " siger han bestemt og med en hvis bitterhed.

“Bravo, fastling, bravo!” Den fremmede fløjter henrykt lidt tid, og I hører en rytmisk lyd som hvad der måske er en klapsalve.

“Athas’ tørst er svær at stilne, men dit bidrag er ikke gået uopdaget forbi! ... ♪ ... Lyset og jeg er dog uenige på mange områder, og vi snakker ikke længere sammen...” Skikkelsen deroppe rykker lidt på rundt sig efter skyggerne at dømme, og silten risler lidt svingende ned.

“Her er mit tilbud, fastling, og hør det vel. Jeg kan skænke jer passage videre, om Ul-Athra vil, men færden fremover vil præges af jeres sind og tunge i den ældste af lege – gådernes dans ... ♪ ... Om I svarer mig rigtigt på 3 af disse, vil denne færd være let som støvet i vinden, men med hvert forkert svar hviler vægtskålen imod jer. Hvad siger I?”

Den fløjtende lyd forstummer, og stilheden lurer i mørket.

Raham giver Titus et annerkendende nik, for frivilligt at have brugt noget af sit dyrebare vand. Han vender sit ansigt op mod mørket og siger:

"Athas guder har pålagt os at gennemføre vores søgen på retfærdighed. Med gudernes hjælp vil vi derfor tage imod din udfordring, men du gør klogt i at lade os komme videre, for stopper du vores søgen mod retfærdighed, vil gudernes straf være hård og ubarmhjertig."

Raham laver et helligt tegn op moder guderne og tager sin økse i hænderne, klar til at uddele gudernes vrede.

“Nuvel, så lad os begynde,” fløjter den fremmede ivrigt.

“Fastlinger skal krybe før de kan kravle, og kravle før de kan gå – hvis ikke Athas har fortæret dem undervejs... ♪ ... Således skal vi også starte, mild som skyggerne der skærmer mod den bagende sol, og derfor spørger jeg jer nu:”

“Hvis du har mig ønsker du at dele mig, men hvis du deler mig har du mig ikke. Hvad er jeg?”

Efter at have fået spørgsmålet kommer Raham til at tænke på en episode han var ude for under sin træning i klosteret. Her sparrede han sammen med sin ven Jasmin og under denne sparring talte de også sammen, om guderne og den verden som de skulle redde. Efter sparringen går de sammen op for at bede eftermiddags bøn, og spise frokost. Under gåturen taler de videre om den verden, som de snart skal ud til, og her fortæller Jasmin at hun går med en hemmelighed, som hun ikke ved om hun skal fortælle til klosterets overhoved. Raham bliver nysgerrig og spørger hende, om han ikke må høre hendes hemmelighed.

Raham husker Jasmins smil mens hun ryster på hovedet. "Hvis jeg fortæller dig min hemmelighed, så er det jo ikke en hemmelighed længere." fortæller hun ham med et smil. Raham husker samtalen fordi Jasmin havde virket nervøs og trygget hele dagen. Og dagen efter påbegyndte hun sin pilgrimsfærd.

Raham takker guderne for at have haft denne samtale, det viser endnu engang at intet er tilfældigt og at guderne har en plan med alt, også en simpel samtale mellem to venner.
Raham kigger op mod mørket og siger så med en klar og sikker røst: "Du er en Hemmelighed."

“I sandhed, en hemmelighed, fastling.” svarer den fremmede med mild tilfredshed.

“En klassisk gåde, gammel som ørkenen selv, og ældre endnu... ♪ ... Fra dengang Athas var et frodigt og grønt sted, med mægtige masser af vand langs horisonten.” Der fløjtes sagte, og I hører et dybt suk. “Det gør mig godt at denne børne-gåde endnu ikke er fortabt, som det er tilfældet med det meste af datidens lærdom.”

Skikkelsen er stille lidt tid, før den fortsætter.

“Men vi er ej børn længere, og derfor spørger jeg jer nu:”

Intet vand væder mine oaser.
Intet sand fylder mine ørkener,
Ingen sten findes i mine bjerge,
Ingen huse er bygget i mine byer.
Hvad er jeg?

Titus nikker anerkendende til Raham; måske var det godt alligevel at jeg skånede hans liv. Han vender sig til de andre og spørger " nogen foreslag til svaret til den næste gåde ?"

Raham kigger rundt på sine følgesvende, det ser ikke lige ud som om nogen af dem har svaret på gåden. Raham prøver at tænke tilbage på sin tid i klosteret. Under deres religionslære havde de mange filosofiske diskussioner, og Athas fortid, nutid og fremtid blev ofte diskuteret flittigt. Samtidig blev flere filosofiske emner fra en svunden tid taget op, og ørkenes indvirken på Athas sjæl blev også vendt i elevernes filosofiske tanker. Raham prøver derfor at finde svaret i disse filosofiske diskussioner.

handlinger:

Gruppen tænker længe over svaret, og Raham søger tilbage til visdommen fra hans opvækst i klosteret. Filosofiske diskussioner blev ofte bragt op under religiøse lektioner, og disse kunne godt gå hen og blive særligt betydningsfulde for eleverne.

Devaen husker at betydningen dog ikke bare lå i hvad der blev sagt – men hvordan det blev sagt. Religiøse begreber kan ofte være abstrakte og grandiøse, og folk har det med at omtale dem abstrakt og grandiøst. Det er ikke hvad der gør sig gældende her.

Raham lagde mærke til, at den fremmede var meget konkret i hvordan gåden blev udlagt. Svaret er formentlig noget meget håndgribeligt – noget man kan direkte tage og føle på, ikke et filosofisk begreb. Så det er sikkert noget som symboliserer oaser, ørkener, bjerge, og byer, men stadig er en helt fysisk ting.

Raham virker opgivende. Han har aldrig været god til gåder og lignende. Han har altid været bedre til det fysiske og det åndelige. Derfor Er svaret heller ikke et Raham er sikker på er det rigtige. " jeg tror svaret er døden", råber Raham op i det mørke.