Eventyr - Støv Kronen

En brændende rød sol bager ubarmhjertigt over Athas og de der prøver at overleve i denne døende verden. For de sidste rester af civilization i Tyr Regionen er livet en daglig kamp, fra nomader og landsbyfolk i den golde ørken til slaver og undtrykte indbyggere i de befæstede by-stater.
Det geopolitiske landskab domineres totalt af syv byer under styret af tyranniske magiker-konger. Sådan har det været så længe nogen ved, da læsefærdigheder, historie, magi, og anden viden kontrolleres hårdt af regimerne. At kunne kaste en formular eller blot skrive sit eget navn uden tilladelse er blandt de mange ruter til en hurtig død ved hånden af templars – kongernes ordensmagt. Mange liv slutter kort og brutalt som slave i stenbrudet, gladiator i arenaen, eller offer for de despotiske kongers planer.
Alt dette ændrede sig da det utænkelige skete for under et år siden - Kong Kalak af byen Tyr blev dræbt, dødeliggjort af gladiatoren Rikus med et magisk spyd, og forrådt under ledelse af høj templar Tithian af Mericles. Nu er slaverne i Tyr sat fri, og et ramaskrig af forandring runger over hele Athas.

***

For de få lærde der markerer tidens gang, er det Dis måned i Sol Stigning sæsonen, i året for Præstens Trods under den 190. Konge Alder – eller det 1. Frie År i den nye kalender.
I har alle sluttet jer til en ensom karavane med Tyr som destination, en ekspedition fra handelshuset Wavir. Karavanen fragter kobber og korn på vogne trukket af tre inix: lange, men lave reptiler, der er armeret med ben-plader på ryggen og udpræget bruges som trækdyr. På denne tidlige morgen er storm-genasien Atriden, skygge-mennesket Elsinster, og dværgen Chuck Norrenhelm, faldet i snak ved den forreste vogn, hvor feen Drinka Bell kan overhøre dem fra sit skjul i en kurv fyldt med tørt, halv-muggent brød.
Den ustabile situationen i Tyr er på alles læber: Adskillelige magtfulde grupper søger indflydelse i den nye dagsorden for by-staten, og Tithians position som regent er langt fra sikret på sigt. Udover hans egne rebeller, er der stærkt pres fra store handelshuse, fraktionerede grupper af templars, og rige adelige familier. Rygter siger at det Revolutionære Råd præges af selv agenter fra Den Slørede Alliance – ulovlige magikere der mod normen ikke dræner livet omkring dem.

Samtalen afbrydes af råb fra karavane-vagterne: “Ryttere! Ryttere mod nord!”
I ser skyerne af sand der piskes op, da den enorme horde farer over de nærmeste bakker. De rider på crodlu – fugle-lignende reptiler med kløer i stedet for vinger – og svinger hylende med våben af knogler og sten. Elvere. Ørkenrøvere.
De er i overvældende overtal, og allerede før den første ben-pil er affyret, er panikken brudt ud og formationen brudt. Kusken af den forreste inix tager flugten, og det lykkedes jer at springe på eller hage jer fast mens massakren starter på resten af karavanen.
Det sidste I hører bag jer er: “Guld til den der bringer Yarnath kortet til Sorgens Ansigt!”

Adskillelige jægere forfølger jer med vilde hyl og en regn af kastespyd, pile, og chatkchas. Til sidst frakobler kusken i desperation hoved-vognen, hvilket optager forfølgerne… men prisen er et spyd i maven.
Mens dette kaos fortaber sig i baggrunden, går det op for jer at I er de eneste overlevende. En del tid senere giver også den flygtende inix op, død af utallige våben knækket blandt dens skæl. Bell’s kurv dingler fra ryggen af liget, og vil falde fra hinanden om et øjeblik. I har dog nået så langt, at terrænet er skiftet fra sten og sandfyldt ødemark, til savanne med resterne af en brolagt vej og pletter af tørt græs. I den vestlige horisont kan I svagt skimte en pyramide og et tårn der glimter gyldent i solen, og længere borte skyhøje silhuetter af starten på en bjergside.
Formentligt kan I nå Tyr, den såkaldte Frie By, før mørket falder på.

Status:

En lille stemme høres fra en kurv dinglende fra den ramponerede Inix:

"Hvor svært kan det være at styre et skide firben?"

Pludselig smadres kurven indefra, og en sky af splinter og halvmugne krummer sprøjter rundt til alle sider. Ud af kaoset dukker et lille bevinget væsen klædt i en (væsnets størrelse taget i betragtning) tung kappe, der slører de fleste træk. Med en næsten uhyggelig elegance svæver væsnet ned fra Inixen og hen mod gruppen af eventyrere.

handlinger:

Fra de armerede skulderplader af den døde inix, spejder den mørke dværg med det hvide skæg stadig mod øst efter potentielle forfølgere. Han prøver ikke at skærme sine øjne for dagslyset, men det ser heller ikke ud til at være nødvendigt – solen lader simpelthen ikke til at turde forulempe hans syn.

Med ingen sandskyer på horisonten glider et skuffet udtryk over hans vejrbidte ansigt, og adrenalinen begynder langsomt at ebbe ud af hans krop. Mere præcist tvinger han den blot gennem viljestyrke ned til sit oprindelige niveau, hvilket stadig er nok til at slå et fuldvoksent menneske ihjel flere gange.

En lyd af knækkede hvirvler følger hans skridt, da Chuck Norrenhelm træder ned af reptilens nakke til hans rejsefæller. Han trommer fraværende med fingrene på den massive ambolt der er flettet ind i hans skæg, og svarer uden skyggen af sarkasme:

“Jeg deler din skuffelse, absinth-pige. Kusken skulle have vendt dyret og taget os tilbage til festen.”

" møg elvere " siger menneske genasi'en inden han hopper ned fra dyret og ned i den varme sand. " Jeg var ellers lige begyndt på en god bog " og viser forsamlingen den nævnte bog med tre pile siddende i. Interessant nok, for dem der kan læse, er bogens titel " Athas' Ørken Røvere - Myte eller fiktion? ".

Atriden hiver pilene ud af bogen, en efter en, mens han lytter til hvad de andre har at sige om hændelsen.

"Under alle omstændigheder synes jeg vi burde sætte kursen mod Tyr, der er ingen grund til at spilde tiden i selskabet med den bunke kropsmasse" siger pixien og gestikulerer mod inixen med en lille handskeklædt hånd. Uden at vente på svar begynder hun at flyve i retning af den pyramide, der tegner sig mod horisonten.

Chuck kaster et blik tilbage på den døde inix, før han følger efter.

“Helt enig. Jeg har et par ord at sige til karavanens ejere om rejsesikkerhed og kørefærdigheder.”

***

I vandrer (eller flyver) i den stegende hede hele dagen, en broget samling selv efter den lokale standard. Det er blevet aften før I når frem, og den mørk-røde sol er blevet erstattet af det grønne skær fra Ral, den nærmeste måne, tæt fulgt af blå Guthay.

Mens I udmattede og tørstige nærmer jer de høje bymure der omgiver Tyr, ser I det Gyldne Tårn hæve sig mod himlen, hvor den styrtede magiker-konge havde palads i sin egen personlige bydel. Mere centralt i byen står Kalak’s Ziggurat, en gigantisk forseglet multi-farvet pyramide i mange plateaus. Disse dominante landemærker forbindes af Tyr’s Stadium, den enorme gladiator arena hvor folk og monstre kæmper for profit eller overlevelse.

Foran jer venter den østlige port til Karavane Distriktet, hvor hovedvejen slanger sig mod hjertet af byen til Handel Distriktet. De adelige kvarterer flanker Karavane Distriktet, mens der på den nordlige side af Ziggurat’en ligger Warrens slummen og Arbejder Distriktet, og på den sydlige side Stenbrud Distriktet og Slave Hullerne (nu træningshaller for gladiatorer).

Fra bymuren ser I adskillelige vagter holde øje med jer, mens I passerer ind gennem marmor-porten. En let-rustet kvinde iblandt dem fokuserer på jer med sine fingre mod tindingen, og I mærker en svagt probende sensation i jeres sind. Psionisk talent – eller Den Rette Vej, som det kaldes i Tyr Regionen – er udbredt på Athas, og denne psioniker har formentligt prøvet at vurdere om I udgør en sikkerhedsrisiko.

Normalt registreres folk og der opkræves en kobber-bit eller to ved indgangen til en by-stat (den keramiske møntfod navngives efter de nu sjældne metaller), men Tyr’s regerende organer kæmper stadig med at konsolidere magten. I stedet mødes I af et gedemarked af boder, der tilbyder figner, eksotiske krydderier, og en myriade af andre goder.

Atriden krummer tæer da han træder indenfor byens mure. Han bryder sig ikke om at en af vagterne prøver at finde ud af hvem han er. Han finder dog trøst ved at resten af hans rejsefæller ser mere interessante ud end ham selv.

Magi-krigeren glæder sig over synet af markedspladsen. Den undertrykte tørst efter vandringen dukker hurtigt frem. Tørstig kigger han efter en brønd og hurtigt bliver han skuffet af synet af lange køer af andre tørstige borgere. Til hans store tilfredsstillelse finder han en bod der sælger kokosnøder og giver et tegn til sine kompagnoner om at stoppe ved boden.

Efter en hård forhandling med den unge kokossælger, får Atriden endelig slukket sin tørst med en kokosnød. Et hurtigt kig ned i sin alt for tomme pung, vender han sig utilfreds mod de andre. " ved i hvem Yarnath er? Det lød som om at der var en hurtig fortjeneste ved at bringe ham et kort til Sorgens Ansigt?" siger han i håb om at de andre ved noget mere om det.

Knowledge History:

"Jeg ved ikke hvem Yarnath er, men lidt guld i pungen ville ikke skade."

Drinka holder sig umiddelbart i nærheden af sine rejsefæller mens hun inspicerer markedspladsen.

Jeg håber ikke psionikeren havde noget held med at dykke ind i nogle hjernelag, der ikke tilkom hende tænker pixien ved sig selv, men bliver straks efter irriteret over at have formuleret denne tanke i sit hoved.

Atriden syntes at have hørt navnet Yarnath før, og spekulerer mens han synker de sidste slurke kokosmælk. Pludselig går det op for ham, og han genfortæller en historie han hørte fra nomader på sin vandring fra Nibenay.

“Yarnath er en gammel fordærver, en magiker som de der drænede Athas til dette sand-helvede. Han råder over en horde af ørkenrøvere, med edsvorne stammer af elvere, tareks, og andre væsener. Det siges, at de opererer udfra et gigantisk kravlende citadel kaldet Slither.”

Chuck nikker lettere fraværende til historien, men bliver rigtig fokuseret ved snakken om guld. Tanken om at få fingrene i det uhyre sjældne ædle metal, får ham til at gnægge grådigt for sig selv.

“Måske ved karavanens ejermænd mere; de har nok en interesse i at deres ekspeditioner bliver slagtet. Hus Wavir Emporium skulle ligge nede i Handel Distriktet.”

Umiddelbart i mens Atriden fortæller historien, kan gruppen og forbipasserende mærke deres hår rejse sig på deres krop. Det føles som om der er meget elektricitet i luften omkring ham.

Atriden ryster på hoved i ubehag. Den velkendte følelse af ukontrolleret vrede begynder langsomt at drive hen efter fortællingen og pludseligt som den omkringliggende elektricitet kom, forsvinder den igen.

Chuck skrev:Måske ved karavanens ejermænd mere; de har nok en interesse i at deres ekspeditioner bliver slagtet. Hus Wavir Emporium skulle ligge nede i Handel Distriktet.

" det lyder som en plan " siger genasien mens han med laver 3 snit i kokosnøden med sin dagger. Med næsten ingen indsats, knækker han den i 2 dele og begynder lystigt at spise indeholdet ved skære flager af kokos ud. " lad os komme afsted... " og beder Chuck om at vise dem vej.

Synet af genasien, der mæsker sig i kokosnød, gør også Drinka sulten. Hun ved dog, at hun må kontrollere sin sult for ikke åbenlyst at afsløre sin identitet over for disse dødelige. Jeg må komme op med en undskyldning, for snart at gøre en lille omvej gennem en mindre befolket gyde tænker pixien ved sig selv, mens hun glæder sig til snart igen at kunne fylde sig med livgivende nektar.

Hun følger derfor efter de andre, men før de når helt ned til Handelsdistriktet siger hun: "Jeg tror jeg ved hvor man finder Hus Wavir Emporium, men jeg har desværre noget jeg lige må ordne på vejen. Vil I have mig undskyldt et øjeblik? Så vil jeg finde jer snarest muligt i Handelsdistriktet."

Drinka Bell tager sin mystiske afsked med gruppen, og svæver ned langs Tyrs gyder på jagt efter et let bytte til at slukke hendes tørst. Det tager ikke lang tid før hun finder en stakkels ensom og udmagret tigger, der ligger bevidstløs efter hedeslag fra den stegende varme.

Hun sniger sig under hans pjalter og sænker ivrigt hugtænderne i en hovedåre. Blodrusen tager overhånd og på trods af sin lille størrelse, drikker hun dybt nok til at true hans udsultede krop. Bell genvinder kontrollen og forlader mæt den arme mand, for at genfinde sine rejsefæller ved torvet i Handel Distriktet.

Tørsten:

***

I følger anvisninger til et stort befæstet compound, hvor I kan se en hall, stald, og et lagerhus stikke op bag murene. Over porten genkender I symbolet af en sølvern crodlu som identifikation for Hus Wavir Emporium. Før I dog overhovedet når hen til indgangen, træder en fed smilende mand frem og bukker dybt.

“Tro mig, I ønsker ikke at smide jeres penge væk på denne usle samling boder fra Balic. Deres varer er i forfald, og deres korn infesteret med skarabæer. Hus Tsalaxa tilbyder bedre kvalitet til lavere priser, og vi har fantastiske tilbud lige i dag på…”

“Ikke igen!” runger det fra en ca. 3 meter høj rasende vagt, der hastigt nærmer sig fra emporiet. Han er en goliath, en halv-kæmpe med grå hud dækket af mørke mønstre. “Denne gang bytter jeg om på dine knæskaller…”

Halv-kæmpen hæver en lårbensknogle fra et mægtigt bæst, og den fede mand fordufter med imponerende hastighed. Vagten spytter forbandelser og dødstrusler afsted i noget tid, før han vender sig mod jer og præsenterer en grimasse I tolker som forsøg på et smil.

“Velkommen til Hus Wavir Emporium, handlende, hvor service og sikkerhed er en selvfølge.”

Atriden ser fornøjeligt på den lille fede mand løbe væk " tænk at han kunne løbe væk så hurtigt med de små ben " siger han og vender sig imod halv-kæmpen med krydsede arme. " Jeg er dog ikke helt enig i dine valg af ord. Vi er nemlig det sidste overlevende fra jeres karavane der skulle have været ankommet i dag. Allerede der ville jeg sige dårlig service, især når en af kuskene prøvede at stikke af fra os og efterlade os til ørkenrøverne. "

Han lader vagten synke informationen ind før han fortsætter. " Sig til din mester at vi ønsker at tale med ham. "

Halv-kæmpen spærrer øjnene op og måber et øjeblik.

“I… I må hellere tale med Belana…”

Han vender om mod indgangen til emporiet og vinker jer med. I bliver hastigt ledt ind i compoundet og over en stor plads, hvor kasser og krukker fragtes til og fra et lagerhus, mens stald-folk er ved at fæstne bundter af varer til platforme på skjoldet af en mægtig mekillot. Denne armerede reptil er næsten stor nok til at være en karavane i sig selv.

I føres direkte ind i den enorme centrale hall, hvor skaren af købende, sælgende, og arbejdende folk er koncentreret. Bevogtede hylder, stande, og borde, tilbyder potter og urner, sække af korn, træ-møbler, og andre goder. Halv-kæmpen skubber sig forbi de handlende og op af en trappe til et rum med udsigt over hele compoundet. Han banker på og skubber forsigtigt døren op til et tæppe-beklædt kontor, hvor en velhavende mand med broderet turban snakker med en smuk kvinde i skulderløs silke-top og posede bukser.

“Tilgiv min forstyrrelse, sheikhah Belana! Karavanen fra Balic… Den er også… Disse folk har nyt om den!”

Belana stivner, stirrer på jer et langt øjeblik, og vender derefter tilbage til den turban-bærende mand.

“Pakkerne vil blive leveret til din herre efter den tidligere fastsatte pris. Fortsat god dag.”

“Men aftalen var at…” invender manden, som bliver stoppet af et koldt blik fra Belana. Han vandrer fornærmet mod udgangen, og hun vifter halv-kæmpen bort. I træder ind og ser store fine puder tilbyde komfort, mens hele to krum-sabler af stål hænger på hendes vægge. En mand med tilsløret ansigt sidder som en statue i skrædderstilling og stirrer på jer uden at blinke. Døren lukkes og Belana siger blot:

“Tal.”

Mekillot:

Trods hendes indbydende ydre, holder menneske genasien sin afstand fra Belana. Han kender alt for godt magtfulde og farlige kvinder, og en sur en af slagsen skal man holde sig langt fra. Han bevæger sig hen til en vindue og beskuer MEKILLOT'en.

" vi var ikke mere end en dagsrejse væk da de angreb. Et stort antal af ørkenrøvere stormede frem fra et skjul og før vi vidste det, var der kaos. Vi overlevede med nød og næppe, og slet ikke takket været din kusk " siger han med en bebrejdende tone.

Han vender sig imod Belena med et alvorligt blik " Vi ved at det ikke var et tilfældigt angreb. De ledte efter noget. Et kort... Jeg hørte en af røverne råbe Yarnath's navn. Jeg behøver vel ikke at forklare at Yarnath er en af de gamle fordærver. Og at han efter myterne regerer et gigantisk omvandrene citadel, Kaldet Slither . Det var hans ørkenrøvere der overfaldt din karavane "

Han krydser armene og læner sig op mod væggen ved siden af vinduet. Han kigger nøje efter Belana's reaktion når han spørger " hvad er Sorgens Ansigt, og hvad vil Yarnath med det ? "

Belana er stille i lang tid efter Atriden har talt, mens hun kigger udover emporiets grund fra sit kontor. Lige som I tror at hun ikke vil reagere, griber hun en urne fra et bord og smadrer den mod væggen. En anden urne flyver ud over pladsen og rammer en tilfældig stald-dreng i baghovedet med imponerende præcision.

“Forbandede kniv-ører!”

Hele Belanas krop dirrer af vrede og hun raser frem og tilbage i kontoret. Pludselig spinner hun mod jer med en obsidian kniv i hånden og et blodtørstigt blik i øjnene.

“I kunne være spioner sendt af Yarnath! Min families karavaner bliver udraderet, men I få overlever belejligt…” Hun kigger på den tilslørede mand, der sidder i skrædderstilling og stirrer på jer. Hans blik møder hendes, og det lader til at gløde lidt. Der er stille et øjeblik, hvorefter Belana langsomt sænker kniven. “… Men det ser ikke sådan ud.”

Hun sukker dybt, og kniven forsvinder til hvor den end kom fra. Den slørede mand stirrer tilbage på jer, stadig uden at blinke.

“For over en måned siden forsvandt et par af vores spejdere under en kortlægnings-ekspedition. De fandt tilsyneladende et tempel kaldet Sorgens Ansigt og blev senere fanget af Yarnath’s mænd, ifølge overlevende fra et andet karavane-angreb. Yarnath må tro at vi kendte til templet på forhånd og kan ikke torturere kortlægningen ud af mine mænd, så nu terroriserer han vores operationer til han får hvad han vil have. Men der findes intet kort, og Tyr’s Revolutionære Råd har ikke midler eller vilje til at standse Yarnath.”

“Men I… I kan tilsyneladende tage vare på jer selv. Har I mod på at finde Sorgens Ansigt og hvad Yarnath end søger der? Jeg kan fortælle hvad vi ved om spejdernes bevægelser og belønne jer… betragteligt.”

Overrasket over Belanas letvundne tillid men samtidig fristet ved tanken om en belønning svæver Bell et par (menneske-)skridt frem foran gruppen og antager en ydmyg position foran Belana. Hun bukker let, men idet hun igen kigger op på Belana får hun øje på de smukke, bare skuldre og den elegante hals. Kun fordi hun allerede har stillet sulten kan hun let vifte tanken bort om de saftige arterier få centimeter under den bare hud.

"Tillad mig at udtrykke vores interesse i dette foretagende. For den rette belønning tror jeg, at jeg taler på alles vegne når jeg siger, at vi kunne finde dette Sorgens Ansigt."

Hun ser sig over skulderen for at sikre sig at resten af følget er enige, før hun igen kigger op mod den glatte, bløde hud.

"Eneste problem er, at vi ikke ved hvor vi skal starte med at lede...?"

Når Belana truer dem, ser Atriden ud til at han er splittet med hvad han skal gøre. Den ene hånd tager fat i vindueskanten og gør klar til at springe ud af vinduet. Den anden hånd tager fat i skæftet på hans sværd og han ligner mest en der har lyst til at slå hende ihjel, især da hun anklager dem for at være i led med Yarnath, men når hun tager kniven væk, får menneske genasien styret sin vrede og lytter til hvad hun har at sige.

Belana skrev:
“Men I… I kan tilsyneladende tage vare på jer selv. Har I mod på at finde Sorgens Ansigt og hvad Yarnath end søger der? Jeg kan fortælle hvad vi ved om spejdernes bevægelser og belønne jer… betragteligt.”

Atriden rømmer sig lidt og træder et skridt frem " Jeg er enig med Drinka, vi har alle sammen en interesse i at se dette blive udført. " og han tænker tilbage på sin stakkels bog der blev smadret i kampens hede. Sikke et tab...
" Jeg har dog nogle forslag om hvordan vi skal gribe situationen an, da Yarnath tydeligvis har et godt øje til dem og deres virksomhed men, inden da, vil jeg gerne høre hvad du ved " og han sætter sig tilrette på vindues kammen.

Bobode skrev:"Tillad mig at udtrykke vores interesse i dette foretagende. For den rette belønning tror jeg, at jeg taler på alles vegne når jeg siger, at vi kunne finde dette Sorgens Ansigt."

Hun ser sig over skulderen for at sikre sig at resten af følget er enige, før hun igen kigger op mod den glatte, bløde hud.

Chuck studerer indgående krumsablerne på væggen, men vender kort opmærksomheden mod samtalen.

“Hmm? ... Ja, belønning, Yarnath, Sorgens Ansigt... Vi finder alle de sørgelige kropsdele der giver betaling.”

Belana nikker til Bell og Atriden’s ord, og hiver et gammelt, slidt læder-kort frem, der viser regionen med de Rungende Bjerge i vest og Tablelands i øst. Hun leder en finger fra Tyr nær starten af de Rungende Bjerge og omtrentligt nordøst, til hun når og omcirkler et område nær den store Alluvial ørken i centrum.

“Spejderne der fandt Sorgens ansigt skulle kortlægge ruter her i egnen. Et grænse-område til ørkenen, kendt for sære sten-formationer og pludselige voldsomme hvirvelvinde af sand og støv. Jeg anbefaler I starter der, men lad os endelig høre disse forslag.”

“Jeg kan forsyne hver af jer med proviant og vand til en uge, og opsynsmanden ved stalden kan give jer nærmere detaljer om spejdernes bevægelser.”

Forberedelser:

Elsinster har forholdt sig helt stille og ikke sagt et ord siden gruppen ankom til City of Tyr. Under gruppens møde med Belana holder han sig i stille i baggrunden og viser ikke tegn på hvad han mener om situationen.

Han står afslappet op af muren bag gruppen, men er klar hvis Belana skulle angribe, med hænderne nær sine daggerter...

Elsinster studere sine kommende quest-partnere, undrer sig over deres måde at forhandle på, undrer sig over Pixien´s selv-nedværdigende måde at tilbyde sin hjælp...

Belana skrev:“Spejderne der fandt Sorgens ansigt skulle kortlægge ruter her i egnen. Et grænse-område til ørkenen, kendt for sære sten-formationer og pludselige voldsomme hvirvelvinde af sand og støv. Jeg anbefaler I starter der, men lad os endelig høre disse forslag.”

“Jeg kan forsyne hver af jer med proviant og vand til en uge, og opsynsmanden ved stalden kan give jer nærmere detaljer om spejdernes bevægelser.”

Atriden lytter til informationen nøje og tager sig nogle mentale billeder af kortet. " Javel, vi takker for provianten " og efter en kort tanke pause vender han sig imod vinduet igen. " Vi har brug for at aflede Yarnath. Jeg er nemlig sikker på at han har spioner her i byen der reporterer dine bevægelser og hvem du snakker med. Hvis han er interesseret i at finde et kort, så lad os give ham et. Send et sendebud til ham med et kort og et brev om forlig, han får kortet og du får lov til at genoptage dine operationer i fred "

Han vender sig mod Belana og går hen til hende lidt forsigtigt. Han tager en finger og kører hen ad kortet " vi marker bare et sted som virker sandsynligt men er ikke nærheden af der hvor vi skal starte vores søgen. Jeg vil ikke anbefale dig at bruge en af dine egne sendebud når du leverer beskeden. "

Belana lytter opmærksomt og et smil breder sig langsomt på hendes læber.

“En risikabel plan. Flere ting kunne gå galt, jeg er ikke sikker på dine antagelser, og ingen kontakt med Yarnath kan garanteres.”

“Men... Der er ikke meget at tabe ved at forsøge. Fordærveren overfalder allerede mine karavaner. Selv hvis et falsk kort aldrig når frem eller vildledningen gennemskues, ændrer det ikke rigtigt på noget.”

Belana kigger gruppen op og ned med forbeholden optimisme. Hendes øjne hviler et stykke ved Elsinster’s stille og afventende attitude, før de vender tilbage til Atriden.

“Jeg kan lide din ide, og om ikke andet tror jeg det kan købe os tid. De nødvendige arrangementer vil blive foretaget. Hvis I ikke har andet at tilføje, ønsker jeg jer held og lykke med missionen.”

Drinka har også fulgt med i tingenes udvikling og synes aldeles godt om tingenes udvikling.

"Jamen, hvis det var det hele må vi vel hellere gøre os klar til at rejse?" siger hun rettet mod de andre i gruppen.

Mens der bliver gjort forberedelser takker Drinka ja til at få lidt rationer ned i sin oppakning. Hun sørger dog for at holde dem separat, øverst i tasken, så de kan dumpes ved første lejlighed.

Belana skrev:
“Jeg kan lide din ide, og om ikke andet tror jeg det kan købe os tid... "

Atriden nikker til Belana " jeg vidste godt at det var ikke permanent løsning, men som du siger vil det i bedste fald give os begge et pusterum "

Drinkabell skrev:"Jamen, hvis det var det hele må vi vel hellere gøre os klar til at rejse?" siger hun rettet mod de andre i gruppen.

Menneske-genasien vender sig om til de andre " Lad os tage afsted, vi har sikkert lang vej endnu ". Inden han træder ud kigger han lige en sidste gang mod Belana med et fjoget smil " bare sørg for at have betalingen klar til når vi kommer tilbage " I det han siger det, træder han udenfor i solen for at pakke sin proviant ned.

I afslutter mødet og forlader Belana og den stille stirrende mand i hjørnet. Først her går det op for Atriden, hvad der nagede ham mens han skuede ud af vinduet – en fornemmelse af at blive overvåget.

Nede ved emporiets travle virvar finder I hen til stalden, og bliver udstyret af opsynsmanden med proviant og rejseinformationer. Det er blevet sent, men der er alligevel en solid masse af handlende i compoundet. I har knap nok fået spændt de sidste bundter og vandskind til jeres oppakning, før Chuck kniber øjnene mod pladsen med en brummende snerren.

“Vi har publikum på, henne ved urne-standen.”

I når lige at fange et glimt af en høj skikkelse med en massiv økse spændt på ryggen, før denne glider videre blandt mængden for at forlade emporiet. Ved porten standser den et øjeblik, giver jer et kort nik, og vandrer roligt bort fra compoundet.